|
Soranernes Hus på Frederiksberg er opført år 2000 af Soransk Samfund. Det blev gjort muligt gennem en donation fra tandlæge og svampeforsker Knud Hauerslev (f 29/9 1905), realist fra Skolen i 1923, og mindre donationer fra mange andre gammelsoranere. Den daværende formand for Soransk Samfund, Henning Molin, student fra Sorø Akademis Skole 1946, var under hele forløbet den toneangivende i dette enestående soranske projekt.
Da det er et lille kollegium med 39 boliger fordelt på 5 etager, er huset at betragte som et hele, hvor alle er velkomne på alle etager. Soransk Samfund har mødelokale på 5.sal (Hauerslevsalen). Dette må benyttes af beboerne og til soranske sammenkomster efter regler, der kan ses under ”Hauerslevsalen”.
Det forventes, at beboerne deltager aktivt i kollegielivet og at man på skift påtager sig de forskellige hverv som degne etc. Huset er ikke blot et sted, hvor man bor. Det er et fællesskab med ansvar for hinanden og huset. Overordnet gælder fremfor alt hensynet til hinanden.
Den daglige ledelse udgøres af ”Husforum”, som arbejder tæt sammen med formanden og næstformanden for beboerforeningen: ”Oldermanden” (et medlem af Soransk Samfunds bestyrelse og tidligere elev på skolen), ”Eforen” (for tiden den tidligere rektor på Sorø Akademis Skole), ”Vagtmesteren” (en gl-soraner udpeget af Boligfonden) samt ”Fogeden” udpeget af beboerne. Arbejdsopgaverne kan ses under menuen Organisation. Husforum træffer beslutninger inden for de rammer, som Soransk Samfunds Boligfond sætter.
Af sociale aktiviteter afholdes i dette regi 3 ”soranske kollokvier”:
| 1) |
Åbent hus for 3.G i Sorø på Holbergs fødselsdag (3/12).
|
| 2) |
Middag for Husforum og de kollegianere, der har påtaget sig et hverv, på Herman Bangs fødselsdag (20/4).
|
| 3) |
”Hauerslevreception” som start på det nye uddannelsesår i september.
|
Erling Kristensen
Efor
|
Mogens Skovgaard
Oldermand
|
|